Den orange himmel ved solopgang, det safirblå hav og den sølvfarvede sand.
De forunderlige farver, der væver et naturkunstværk, vækker ham til live.
En endeløs, mennesketom strand. Min verden alene.
Den milde havbrise stryger over mit ansigt. Luftens kulde vækker mit hjerte.
Det eneste, jeg hører, er brisernes hviskende stemmer, som en orkester, og bølgernes vuggevise.
Jeg giver mig hen til hviskenen og vuggevisen, lukker øjnene og lytter stille til mit hjertes stemme.
Mit hjerte dukker langsomt op, tager tøjet af sjælen af sig.
Mit hjerte, som jeg ser for første gang, titter genert frem.
Den orange sol hælder sin styrke ud over ham som en far.
Med lukkede øjne går jeg videre.
Stranden laver en lyd, en rytme, som musik.
Det uendelige safirblå hav er en mild mor, der vogter over dig.
Nogle gange, i det fjerne, synger mågerne støttelieder og bliver en del af orkestret.
Du ler uskyldigt og glad.
Det er første gang, du viser dig i din naturlige form.
Dine venner, sandkornene, griber fat i dig, de vil have, at du bliver længere, de støtter dig.
Det er første gang, jeg ser dig.
Som en ren fe, så anderledes end mig.
Min fe taler glædeligt, som et rent barn.
Efter at have gået langs kysten, gemmer mit hjerte sig igen.
Som om intet var sket. Sep. 2023.
